Om foreningen

Dannelsen af en folkelig bevaringsforening

Som en reaktion på 1960-ernes voldsomme vækst der prægede landets byer med saneringer af hele gamle bykvarter opstod der over hele landet i de følgende år lokale bevaringsforeninger der i 1966 bliver samlet under Fonden for bygnings – og landskabskultur i dag Landsforeningen for bygnings – og landskabskultur.

Her i Ærøskøbing var det beslutningen om at nedlægge den offentlige gasforsyning og dermed de gamle gaslygter som gadebelysning, som så skulle udskiftes med moderne armatur med neonlys, der blev startskuddet til dannelsen af en folkelig bevaringsforening. Der lå vel også et ønske om, at etablere en mere demokratisk og bredere, folkelig tilgang til bevaringsarbejdet i byen, end Ærøskøbing Fonden stod for. Ærøskøbing Fonden havde foreslået, at bevare de gamle gadelygter og finde en løsning, hvor de blev modificeret med el. Men forhandlingerne med kommunen om en sådan løsning gik trægt. Ærøskøbing Byhistoriske Forening stiftedes derfor d. 28. januar 1965, hvor formålet var at støtte Ærøskøbing Fonden i at værne om det gamle bymiljø. Foreningen kom rigtig godt fra start og var så aktiv i sine første år, at et medlem af kommunalbestyrelsen på et tidspunkt var bekymret for, hvor megen magt dette ”overbyråd” skulle have.

Lys over Ærøskøbing

Bevarelsen af gadebelysningen, som vi kender den i dag og udbygningen af denne, var foreningens første sejr. Efter et ønske fra foreningens side blev der i 1971 udarbejdet en dispositions – og bevaringsplanen for Ærøskøbing, der blev udarbejdet ved byplanskonsulent Vibeke Fischer Thomsen, med hjælp fra Fonden for bygnings – og landskabskultur og blev implementeret af en modig kommunalbestyrelse. Den har i årene lige siden dannet rammen for byens udvikling og bevaring af den gamle bydel.

Denne plan er utvivlsomt den vigtigste milepæl i foreningens historie. Ved Ærøskøbing Byhistoriske Forenings ti års jubilæum, udtalte den daværende borgmester Helge Hansen, (…) ”at denne plans vedtagelse vil være det af foreningens aktive virke, der vil få størst rækkevidde”. Som en naturlig fortsættelse af Dispositions- og bevaringsplanen, udarbejdede Nationalmuseet i 1975 bevaringsregistranten Historiske huse i Ærøskøbing.

Milepæle gennem tiden

Kogehuset på havnen blev i 1979 fredet på foreningens foranledning. I 1984 kom så endelig lokalplanen for Ærøskøbing gamle by. 2002 var året hvor kommunen fik et bygningsforbedringsudvalg, ligeledes på opfordring fra foreningen. I 2002 blev byen præmieret med den fornemme Europa Nostra pris, som en anerkendelse af en folkelig forankret bevaringsindsats gennem mange år. Initiativet til ansøgningen blev taget af foreningen, med Ærøskøbing Fonden og kommunen som medunderskrivere. Prisen medførte en fornyet interesse for bevaringsarbejdet, hvilket resulterede i en ny bevarende lokalplan, med tilhørende bygningsregistrant kom i 2005. Mange af de anbefalinger, der i sin tid var nævnt i Dispositions – og bevaringsplanen fra 1971, blev endelig implementeret, herunder nedsættelsen af et rådgivende lokalplansudvalg. Dette havde gennem mange år været et ønske fra foreningens side.

Ærøskøbing gamle by blev udpeget til National seværdighed i 2013. Endelig i 2019 blev de åbne markerjorder syd for byen fredet. Det sikrede det unikke møde mellem den gamle by og det åbne land.

Et autentisk Ærøskøbing

Ind imellem delte foreningen vandene og var både elsket og hadet. Fik hurtigt tilnavnet “den by hysteriske forening”. Men overordnet må man sige, at Ærøskøbing Byhistoriske Forening har haft succes med at nå sine mål, og dermed bidraget til vor bys bevarelse og at Ærøskøbing har opnået både national og international anerkendelse i gennem de senere år. Vi kan først og fremmest takke skæbnen og få markante personer, der evnede at se ud over deres egen tid, for, at byen i dag fremstår autentisk.

Lad os glæde os over alt det, der er bevaret i Ærøskøbing for som der blev sagt ved foreningens ti års jubilæum: ”Vi er så privilegerede i forhold til alle andre byer, der er tilfredse, blot de kan bevare en enkelt gade, eller et enkelt hus. Vi har bevaret hele vor by!”

Ærøskøbing kort fortalt

Ærøskøbing blev anlagt i 1100-talllet og voksede gradvis frem til 1700-tallet, hvor byen stagnerede. I dag fremtræder byen nærmest intakt med huse fra byens florissante periode med handel og søfart i 1700 og 1800-tallet. Byen er i dag en af Danmarks bedst bevarede, helstøbte købstadsmiljøer med en sammenhængende og hel middelalderlig byplan, med en tydelig bygrænse til det åbne land bevaret intakt og med en lille 1800-tals sejlskibshavn. Ærøskøbing kendetegnes ved en sluttet ranbebyggelse til gadesiden, der skaber det offentlige rum suppleret af gårdrum og store grønne haverum bagtil, hvor privatsfæren nyder godt af en rig fauna i det milde ø-klima.

Byens styrke er, at den har en lang bevaringstradition, der blev påbegyndt i 1917 af nogle af byens sommerferierende gæster sammen med et par stykker af byens borgerskab. I 1943 resulterede det i dannelsen af Ærøskøbing Fonden suppleret i 1965 af Ærøskøbing Byhistoriske Forening og siden videreudviklet med bevarings – og dispositionsplaner og lovmæssig beskyttelse.

Af udfordringer kan nævnes affolkning, øgede ejerskifter, transformation fra traditionel købstad til ferie – og fritidshus by. Den lokale forvaltning af beskyttelsen kan være en udfordring på sigt.

Bevaring

Vi er en interesseorganisation, som med rådgivning, formidling og lokalpolitisk benarbejde hjælper med, at passe bedst muligt på Ærøskøbings bevaringsværdige kulturmiljø. Vi er som forening høringsberettiget i forhold der vedrører Ærøskøbing gamle bydel. Vi har plads i Ærø kommunes lokalplan 9-9B udvalg, hvor vi rådgiver med at afklare spørgsmål, der kan være i forhold til, hvad den enkelte ejer kan gøre ved deres bevaringsværdige hus, inden for de rammer lokalplanen giver. Vi er ligeledes repræsenteret i Ærø kommunes Bygningsforbedringsudvalg, hvor man som ejer af en bevaringsværdig ejendom, kan ansøge om tilskud til forskellige udvendige arbejder på huset.

Som ejer af et bevaringsværdigt hus er man med til at værne om vores fælles kulturarv. Derfor er det vigtigt, at der er en bevidsthed om, at bevaringsværdige bygningsdele, som f.eks. gamle vinduer med hængsler og de smukke gamle vinduesglas med deres livfulde spejlinger og døre med de smukke proportioner, ornamenteringer og beslag, skal bevares. Udskiftning af disse med industrialiserede elementer vil medføre en forfladigelse af huset og dets lokale særpræg vil blive forringet. En ejendoms kulturhistoriske værdi er nemlig direkte berørt af mængden af originale bygningsdele. Selvom en bevaringsværdig bygnings tinglyste klausul kun er gældende for den udvendige del, er det væsentligt, at man også er bevidst om, at husets indre kan rumme bygningskulturelle elementer, som f.eks. døre, paneler, gerikter mm., der kan være vigtige at bevare sammen med den mere immaterielle kulturarv som husets sjæl, der manifesterer sig i rummenes inddeling, proportioner, materialer og lysforhold.

Det at et hus er erklæret bevaringsværdigt betyder, at det udvendigt skal bevares som det står. For et fredet hus betyder det at både det ydre og det indre skal lades i fred som det er. Ordret fredning er defineret som ved lov at beskytte noget mod ændringer, ødelæggelse, udryddelse eller lignende, altså ukrænkeligt. Det er udgangspunktet. Derfor arbejder vi i foreningen med bevaring i Ærøskøbing gamle bydel ud fra følgende anbefalinger for nænsom bygningsbevaring

Gør så lidt som muligt – og med nænsomhed og respekt for huset og stedets bygningskultur, herunder detaljerigdom og særpræg.
Bevar slid og patina. Gamle huse må godt se gamle ud.
Byg på erfaring. Brug de traditionelle materialer (gerne genbrug), konstruktioner og håndværksmetoder.
Gør det rigtigt fra starten. Gå ikke på kompromis.
Skab arkitektonisk helhed, både i detaljen og totalt.

Til styrkelse af dette arbejde kan vi som foreningsmedlem af Landsforeningen for Bygnings – og Landskabskultur få rådgivning og sparring af landsforeningens forskellige fagudvalg.